Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Foredrag & Debat

LYT!

​Gæst: Morten Svenstrup

Arrangør: Glenn Christian og Aske Viuff

Dato: Fredag d. 29. november 2024, kl. 19.30

Sted: Københavns Kunstskole, Nørre Søgade 43, 1370 Kbh K

Velkommen til LYT!

Københavns Kunstskole inviterer musiker og psykoterapeut Morten Svenstrup ind for at tale om den amerikanske komponist Pauline Oliveros og hendes begreb Deep Listening. Hun har bl.a. skrevet elektronmusik, instrumentalteater og "biomusik" med performative indslag, hvor publikum inviteres til at deltage og hvor fx deres hjerteslag forstærkes. Morten Svenstrup er certificeret i Deep Listening fra Rensselaer Polytechnic Institute, New York ved selveste Pauline Oliveros. Morten vil fortælle om sin læremester og lave øvelser med os.

“Via det at lytte, at øve sig i denne sans, har vi måske en kanal til en bedre forståelse af verden, måske kan vi møde hinanden på en ny og mere tolerant måde? Lad os finde ud af det sammen!”

“Lytning er et på een gang vidunderligt simpelt og stormende komplekst. Et fundamentalt fag, som de færreste er bevidste om findes. Dybt personligt, fagligt, relationelt, sensuelt, forbindende til alt, der er. På den ene side en medfødt gave, en af de første sanser, det vækkes. Og på den anden side en livslang specialisering, som definerer din egen unikke navigation i din stue, i kunsten, i skoven.”

Morten Svenstrup er psykoterapeut med efteruddannelse hos Jytte Vikkelsøe, Cand. Mag i Moderne Kultur og Kulturformidling og mangeårigt medlem af orkesteret Under Byen.

Det starter starter klokken 19.30, fredag d. 29 november

Alle er inviterede - kom! Gratis adgang for alle.

Bedste hilsner
Københavns Kunstskole, skrivelinjen

Arrangementet er realiseret med støtte fra Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning.

Artist Talk af Louis André Jørgensen

Gæst: Louis André Jørgensen

Arrangør: Elsebeth Jørgensen

Dato: Fredag d. 4. oktober 2024, kl. 17.00 - 19.00

Sted: Københavns Kunstskole, Nørre Søgade 43, 1370 Kbh K

Velkommen til Artist Talk af Louis André Jørgensen

Arrangementet er organiseret af billedkunstner Elsebeth Jørgensen i.f.b. m. hendes tværkunstneriske forum Co-Studio.

Der er gratis og åbent for alle.

Louis André Jørgensen arbejder med tekstbaseret performance, publikationer, fotografi, skulptur, tegning og installation. Med kritisk nysgerrighed og humor, bruges sprog og skrift som motor til at udforske vores begreber om natur og det naturlige, samt sorg og queer identitet.

Værkerne handler ofte om steders lagdelte historier og menneskets paradoksale møder med vores egen teknologi – som vi på den ene side er ophav til og på den anden side, hverken begriber konsekvenserne eller omfanget af.

I øjeblikket arbejder Louis André Jørgensen på projekter, hvor sten centreres som vigtige, men oversete elementer i biosfæren. Her kobles geologien til sproget - og stenenes langsomme liv bruges både som metafor for kropslige og sproglige forandringsprocesser.

Louis André Jørgensen er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi, Kunstakademiet i Trondheim med studier i critical writing ved Biskops Arnös Forfatterskole i Sverige.

De har udgivet oversættelsesspiralen Soy Milk på forlaget Aleatorik i 2020 og senest bogen Det er på tide at stenene blomstrer, som en del af udstillingen Bjergtaget i 2023.

De har udstillet og performet flere steder i ind- og udland, på bl.a. dasHAUS (DE), DELFI (SE), Kunsthal Aarhus, Børsen, Antikmuseet, Museum Skanderborg og Den Frie Udstillingsbygning.

www.louisandrejorgensen.dk

Co-Studio er realiseret med støtte af Københavns Kommune

Foto kredit: Louis André Jørgensen

Artist Talk af Ragnhild May 

Gæst: Ragnhild May

Arrangør: Elsebeth Jørgensen

Dato: Fredag d. 31. maj 2024, kl. 16.00 - 18.00

Sted: Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43

Velkommen til Artist Talk af Ragnhild May

Arrangementet er organiseret af billedkunstner Elsebeth Jørgensen i.f.b. m. hendes tværkunstneriske forum Co-Studio.

Der er gratis og åbent for alle.

Ragnhild May arbejder med lydinstallationer, skulpturelle objekter, performances, pladeudgivelser, grafisk notation og instrumentteknologi. Med uddannelsesmæssig baggrund inden for både visuel kunst og komposition, har May udviklet et spændende tværkunstnerisk virke, hvor skulpturel praksis kombineres med performance og lydkunst.

Lyd er det materielle omdrejningspunkt, hvorigennem flere vidensfelter aktiveres. I arbejdet med performances involveres udformning af instrumenter med henblik på frembringelse af specifikke lyde, navnlig ekstra-teoretiske akustiske, såkaldt psyko-akustiske, fænomener, der ligger i randområdet af konventionel musikteori, og derfor i større udstrækning er beskrevet af naturvidenskaben.

For Ragnhild May har visuel kunst, komposition, humanistiske teoridannelser som posthumanisme, feminisme og sound studies samt eksakte videnskaber som akustik, circuit building og programmering alle vigtig relevans. Og det er i mødet mellem de forskellige vidensfelter, og i sammenfiltringen af dem, at May ser det unikke potentiale for sin kunstneriske forskning.

Ragnhild May, er uddannet billedkunstner på Det Jyske Kunstakademi og har specialiseret sig i det tværæstetiske felt og lydkunst med studier på Akademie der Bildende Künste Wien (AT), master i Music/Sound på Bard College (US) og post-master i lydkunst fra Kungliga Konsthögskolan (SE).

Hun er pt. ansat som forsker på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hun har udstillet, performet, givet workshops, artist talks og gæsteforelæsninger på kunst-, musik- og uddannelsesinstitutioner i Europa, USA, Egypten og Japan og blev i 2022 tildelt Berliner Künstlerprogramm des DAAD (Deutscher Akademischer Austauschdienst).

www.ragnhildmay.com

Co-Studio arrangementet er realiseret med støtte af Københavns Kommune

En samtale med Ursula Andkjær Olsen

- håb, poesi og politik

Gæst: Ursula Andkjær Olsen

Moderatorer: Glenn Christian og Aske Viuff

Dato: Søndag den 17. december, klokken 14.00​

Sted: Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43

​Søndag d. 17. december inviterer Københavns Kunstskole inviterer digter og forfatter Ursula Andkjær Olsen ind for at tale om sine værker, om sine digte, om sine inspirationer. En samtale og debat, du hermed er inviteret med til. Ursula Andkjær Olsen debuterede i 2000 med Lulus sange og taler og har senest udgivet Mit smykkeskrin i 2022. Derimellem er udkommet adskillige værker skrevet med absolut poetisk gehør og med en utrolig spændvidde, der dækker alt fra flerstemmige sange, drømmedagbog, økonomisk teori og politisk aktivisme, den største skønhed og de grimmeste følelser. Spørgsmål, der debatteres undervejs: Hvad kan poesien stille op i forhold til de politiske situationer pt? Er poesien samfundsrelevant? Der er rigeligt at tale om, så kom forbi og stil nogle spørgsmål, lyt og vær med!

De bedste hilsner

Københavns Kunstskole (skrivelinjen)

​​

​Arrangementet foregår på Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43 og er organiseret i samarbejde mellem Københavns Kunstskole, Gigtskolen og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning. Der er fri entre og åbent for alle. 

HVEM FORMER HISTORIEN?

Gæst: Eyad Dahbour

Moderator: William Andreas Wivel

Dato: 24. november 2023 klokken 17.00 -​ 19.00

Sted: Københavns Kunstskole, Nørre Søgade 43, Kbh. K

​Københavns Kunstskole inviterer medvirkende Eyad Dahbour til samtale om, hvem der former historien, når man laver dokumentarfilm, med instruktør William Andreas Wivel som moderator. De har lavet flere dokumentarfilm sammen over de seneste syv år, og arbejder nu på deres tredje og fjerde film hhv. essayfilmen “Eye Trouble” og hybriddokumentaren “Atlas”. De debaterer kunstneriske valg, fortællemåder, etik og ikke mindst, hvem siger hvad hvornår, og hvem har historien? Undervejs vil de debatere grænsen mellem venskab og filmsamarbejde, og det helt særlige i at lave film over lang tid. I forlængelse af dette vil de diskutere, hvordan film og liv væves sammen, og hvordan de konstante gråzoner forhandles. Vi ser også enkelte klip med andre og mere kendte eksempler fra kontemporær film, hvor instruktør og medvirkende samskaber film over flere årtier, heriblandt Pedro Costa og Ventura og Tsai Ming-Liang og Lee Kang-Sheng.

Spørgsmål, der debateres undervejs: Hvordan arbejder man med en andres fortælling? Hvilke overvejelser og dilemmaer løber man særligt ind i, når man arbejder kunsterisk med nogen, man kender? Hvem har agens og former historien? Hvad kan man gøre for at være bevidst om afsenderforhold og magt i relationen?

Arrangementet foregår på Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43, og er organiseret i samarbejde mellem Københavns Kunstskole, Gigtskolen og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning.

Der er fri entre og åbent for alle, og det er meget tilladt at stille spørgsmål undervejs.

Kom forbi og være med! 

Kunsten at leve et kunstnerisk liv

Dato: 3. november 2023 klokken 17.00 -​ 19.00

Gæst: Lea Glob

Moderator: Marie Limkilde

Sted: Københavns Kunstskole, Nørre Søgade 43, Kbh. K

DEBAT MED LEA GLOB - I SAMTALE OG DEBAT MED MARIE LIMKILDE om DOKUMENTARFILM, KARAKTERER OG LIVET

Københavns Kunstskole inviterer til en masterclass med dokumentarinstruktør Lea Glob i samtale og debat med instruktør og underviser Marie Limkilde. Lea har lavet filmene Venus - Lets Talk About Sex, Olmo & The Seagull og senest filmen Apolonia Apolonia der følger kunstneren Apolonia over 13 år. Filmen har rejst verden rundt og vandt bla. hovedprisen på dokumentarfilmfestivallen IDFA i Amsterdam.

Med udgangspunkt i Apolonia Apolonia og Leas virke, vil vi tale om filmskabelse, forholdet til medvirkende, at lave dokumentarfilm i takt med livets udfoldelser; både personligt og hos sine medvirkende.

Vi vil komme ind på kunstneriske arbejdsprocesser, dokumentarisk metode og Leas rejse frem mod at skabe de film hun har skabt idag.

Mere om Lea Glob:

Lea Glob er uddannet som dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2011. Hendes afgangsfilm "Mødet med min far Kasper Højhat" (2011) blev nomineret til en Robert og modtog en pris for den mest innovative dokumentar på Chinese Sichaun tv-festival.

Glob og medinstruktør Petra Costa vandt Nordic Dox prisen for "Olmo and the Seagull" ved CPH:DOX i 2014, hvor Glob også modtog Reel Talent prisen. Sammen med Mette Carla Albrechtsen har hun instrueret en dokumentarfilm om ungt kvindeligt begær, "Venus" (2016), udtaget til konkurrence på dokumentarfilmfestivalen IDFA i Amsterdam.

​​

Hendes nyeste film Apolonia Apolonia følger kunstneren Apolonia over 13 år i et enestående portræt af en kunstners tilværelse og af to kvinders venskab (Lea og Apolonia) over en (meget) lang formativ periode af deres liv. Filmen har været vist verden over på festivaller og vundet mange prise bla. hovedprisen på dokumentarfilmfestivallen IDFA.​

Arrangementet foregår på Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43, og er organiseret i samarbejde mellem Københavns Kunstskole, Gigtskolen og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning.

​Der er fri entre og åbent for alle, og det er meget tilladt at stille spørgsmål undervejs.

​Kom forbi og være med! 

FAMILIE PÅ FILM

Dato: Mandag d. 21. juni 2023 klokken 19.00 -​ 20.30

Gæst: Patricia Bbaale Bandak

Moderator: William Andreas Wivel

Sted: Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43

​Københavns Kunstskole inviterer filminstruktør Patricia Bbaale Bandak til samtale om familie på film med filminstruktør William Andreas Wivel som moderator. Bandak tager både i sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskole i 2019 “Villa Villakulla” og i hendes to igangværende filmprojekter “Better I Go Suffer” og “Wannabe” sin nærmeste familie under kærlig behandling som filmisk undersøgelsesfelt. Bandak arbejder med de to film dokumentarisk og iscenesættende, og vi skal debatere kunstneriske valg, fortællemåder, motivkreds og etik ifm. hendes arbejde med filmene. Undervejs vil vi se klip fra dem og debatere andre eksempler fra filmens verden herunder Mati Diops “Mille Soleils”, Chantal Akermans “No Home Movie” og Apichatpong Wheerasethakuls “Letter to Uncle Bonmee”. I forlængelse af dette vil vi diskutere familiebegrebet på film, hvorledes “chosen family” og “familien” i større perspektiv også kan fortolkes og fortolkes på forskellig vis afhængig af tilhørsforhold og forudsætninger.

Spørgsmål, der debateres undervejs: Hvordan arbejder man med en personlig fortælling? Skal en fortælling altid være relatérbar og verdensvendt, og hvordan arbejder med det personlige i sådan ramme? Hvilke overvejelser og dilemmaer løber man særligt ind i, når man arbejder kunsterisk med/om nogen, man kender? Hvem har agens og ejer historien? Hvilke familier ses oftest på film?Er der nogen, der i særlig høj grad opfordres til at fortælle “specifikt”?

Arrangementet foregår på Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43. Der er fri entre og åbent for alle. Det er meget tilladt at stille spørgsmål undervejs. 

​Patricia Bbaale Bandak graduated from The National Film School of Denmark in 2019. She playfully moves between fiction and documentary and in 2022 she debuted with her critically acclaimed series Bad Bitch. Bbaale Bandak is currently in postproduction with her documentary Better I go suffer and is also developing her first feature film Wannabe.

William Andreas Wivel is a Danish born filmmaker, working in several countries, based in Copenhagen. He received his MA in Film Science from the University of Copenhagen in 2014 with a thesis on the subject; queer-feministic film aesthetics. After finishing university Wivel entered The National Film School of Denmark where he graduated as Director (Documentary) in 2019. His debut film "Sayōnara" was a Tiger Short Nominee at International Film Festival Rotterdam and selected for European Media Arts Festival, Rencontres Internationales Paris/Berlin and Rencontres Internationales Du Documentaire De Montréal amongst others. His latest film “Vanitas” screened at CPH:DOX 2023. He is now working on his debut feature length hybrid documentary “Atlas” and essayistic short “Eye Trouble”.

​​Arrangementet  er organiseret i samarbejde mellem Københavns Kunstskole og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning. 

Jelinek og Milton - forbindelser

Dato: Fredag den 25. november klokken 19.30​

Gæster: Anders Abildgard og Amalie Vorting Kristensen

Moderatorer: Glenn Christian og Anders Rishøj

Sted: Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43

Københavns Kunstskole inviterer indenfor til et par timer om sprogets sylespidse tænder og magtdemonstrationer, når den tager livtag med litteraturen i dag, i går og for flere hundrede år siden. Med udgangspunkt i engelske John Miltons (f.1608 – d. 1664) Paradise Lost og østrigske Elfriede Jelineks (f. 1946) Spillelærerinden; værker som på mange måder er milevidt forskellige, vil der blive set nærmere på forbindelser herimellem. Forbindelser, der med temaer som nedbrydning og vampyrisme. Kan det alt sammen bindes sammen med disse væsensforskellige værker som forlæg? Det bliver udfordringen denne aften, hvor alle vil få mulighed for at stille spørgsmål, og være med til at vi alle flytter os kollektivt. Det er forsøget værd!

John Milton vil blive præsenteret af oversætter og forfatter Anders Abildgaard, som pt. er i gang med at genoversætte Miltons store værk Paradise Lost til dansk. Abildgaard vil tale om det store arbejde med oversættelsen, og begrebet Satan, som indgår i Miltons værk. I samspil med disse vil Amalie Vorting Kristensen efterfølgende præsentere Elfriede Jelineks hæsblæsende værk Spillelærerinden, som kom ud i 1983, og til stor ballade modtog Jelinek nobelprisen i litteratur i 2004. Vorting Kristensen vil tale om sprog, musik og selve Spillelærerindens opbygning.

Viglæder os til at se Jer! 

Gratis adgang!

Anders Abildgard: forfatter og oversætter, uddannet fra Forfatterskolen og cand. mag i litteraturvidenskab

Amalie Vorting Kristensen: cand. mag i litteraturvidenskab og kommunikationskonsulent.

​​Arrangementet foregår på Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43 og er organiseret i samarbejde mellem Københavns Kunstskole og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning. Der er fri entre og åbent for alle. Det er meget tilladt at stille spørgsmål undervejs.​

En aften i Naturfilosofiens Lys ved Aksel Haaning

Dato: Fredag den 19 november klokken 19.30​

Gæst: Aksel Haaning​

Moderatorer: Glenn Christian og Lea Porsager​

Sted: Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43

Billetpris: 25,-

​Kom forbi Københavns Kunstskole fredag d. 19 november klokken 19.30, hvor vi åbner dørene til en samtale om “forbudte tekster” fra middelalderen og frem til slutningen af det 15. århundrede.

En samtale om naturens filosofi. En samtale om teksternes indhold, deres eventuelle åbning ud til den verden vi er havnet i i dag, hvordan teksterne måske kan indeholde et lys, et spor, vi kan bruge videre oveni ruinen af det 20 århundredes træge fortsættelse.

Vi skal høre forsker og lektor Aksel Haaning, som gennem mange år har beskæftiget sig med middelalderens filosofi, fortælle om sit arbejde med den verden og - ikke mindst - sin oversættelse af de “forbudte” Aurora-tekster som lige er udgivet på dansk (fra latin) for første gang.

https://www.forlagetvirkelig.org/?lightbox=dataItem-kr51ixug

https://www.forlagetvandkunsten.dk/113577/://www.forlagetvirkelig.org/?lightbox=dataItem-kr51ix

Der er få pladser (max 25 pladser).

For at købe en billet (pris 25,-) skal der skrives til: cs@koebenhavnskunstskole.dk

​Arrangementet foregår på Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43 og er organiseret i samarbejde mellem Københavns Kunstskole og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning. Der er fri entre og åbent for alle. Det er meget tilladt at stille spørgsmål undervejs.​​

Fotograf: Sille Veilmark

Americana og Desperation

Dato: Tirsdag den 28. september 2021 kl. 19.00 - 21.00​

Artist Talk og debat: Matt Siegle.​

​​Moderator og vært: Rasmus Røhling​
​Sted: Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43

Pris: Gratis

Københavns Kunstskole har fornøjelsen af at invitere til Artist Talk og debat med den amerikanske billedkunstner Matt Siegle.

Siegle vil vise eksempler på sit arbejde, hvorefter han i dialog med billedkunstner Rasmus Røhling, vil åbne en mere generel debat om forholdet mellem kunst og politik.

Her vil de to diskutere Siegle’s praksis i forhold til emner såsom Americana og desperation, Cowboy’en vs kongelige rytterstatuer, 2020s Oscar-vinder Nomadland samt begrebet Frontierism: hvordan er dette begreb relevant for Siegle arbejde, og generelt for amerikansk politik og selvforståelse?​

Matt Siegle (født 1980) bor og arbejder i Los Angeles. Udstillinger og performances inkluderer bl.a.: Good Weather (North Little Rock/Chicago), The Luminary (St. Louis), YEARS (Copenhagen), Park View / Paul Soto (Los Angeles), NADA Miami Beach (Miami), SUNDAY (London), Artists Space (New York), Anthony Greaney (Boston), The Getty’s Pacific Standard Time (Los Angeles), Pomona College Museum of Art (Los Angeles), Kunsthal 44 Møen (Denmark), Et al. (San Francisco), Holiday Forever (Jackson, Wyoming), andHonor Fraser (Los Angeles). I 2022, vil Siegle deltage i udstillngen Who We Are in Time and Space, kuratet af Michael Ned Holte, på Pasadena Armory Center for the Arts. Fra 2013–16 var han medarrangør af det kunstnerdrevne udstillingssted metro pcs, i Chinatown, Los Angeles. Siegle har en MFA fra California Institute of the Arts (2009) og underviser p.t. i skulptur på Dartmouth College.

​​​

Rasmus Røhling (født 1982) bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2008 og har en MFA fra California Institute of the Arts i Los Angeles (2010).

Røhling har blandt andet udstillet på C.C.C. Gallery (DK), Human Resources (US), Artist Space (US), Art Hub Copenhagen (DK), Museum Für Gegenwartskunst Basel (CH), Primer (DK), Sismografo (PT), SixtyEight Art Institute, (DK), Inter Arts Center Malmø (SE) og Den Frie Udstillingsbygning (DK).

​​

​Arrangementet foregår på Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43 og er organiseret i samarbejde mellem Københavns Kunstskole, Gigtskolen og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning. Der er fri entre og åbent for alle. Det er meget tilladt at stille spørgsmål undervejs.​​

Online elevudstilling: Potentialitet

Dato: Fredag den 27. marts 2020 kl. 16.00 - 19.00

​Sted: Online

​På fredag aflyser vi elevudstillingen og udgiver i stedet udstillingskonceptet i form af en pdf, hvori den potentielle udstilling kan opleves.


Dette udstillingsprojekt hviler på hypotesen om potentialitet som det ikke-værende, som uerkendelig. En erfaring af potentialitet er dermed kun mulig, hvis potentialiteten også er potentialitet til ikke at gøre eller tænke noget. Udstillingen forbliver i potentialitetens tilstand, og overskrider dermed Hamlets problemstilling om at være eller ikke at være. Udstillingen indleder og indstiller sig selv, og man kan med rette vælge at kalde denne udstilling for en indstilling. I dette ligger der en vanskelighed for den logisk tænkende, da potentialitetens væren er en væren som består i endnu ikke at være.
Kunstværket er under skabelse og oplevelse underlagt dette kontradiktionsprincip; kunstværket er altid potentielt; urealiseret mellem skaber og den oplevende.

De udstillende er billedkunstlinjens elever på Københavns Kunstskole.

Klimakrise, bevidsthed, aktivisme, handling - Oplæg og debat

Dato: Fredag den 22. november 2019 kl. 19.30​

Gæster: Forfatter Anders Abildgaard, anmelder og kritiker Mikkel Krause Frantzen og Guattari Reading Circle (bestående af Arendse Krabbe og Mathias Kryger)​

Arrangør og moderator: Glenn Christian​

​Sted: Københavns Kunstskole Nørre Søgade 43

Pris: Gratis

En samtale om Felix Guattaris De Tre Økologier

- klimakrise, bevidsthed, aktivisme, handling​

Kom forbi Københavns Kunstskolen fredag d. 22 november klokken 19.30, hvor vi - Københavns Kunstskolen - inviterer 3 aktører: forfatter Anders Abildgaard, anmelder og kritiker Mikkel Krause Frantzen og Guattari Reading Circle (bestående af Arendse Krabbe og Mathias Kryger) til en samtale om den franske tænker og aktivist Felix Guattaris (1930-1992) bog De Tre Økologier (fra 1989), som fornylig - for første gang - er kommet på dansk på forlaget Antipyrine.​

Vi vil samtale, være sammen om de tanker Guattari gav verden. Vi vil danne cirkel, være i verden med bevidsthed om de økologiske problemer som skærer sig ind på alle niveauer. Er der håb? Kan vi mediterer os frem - gennem handling - til en bedre verden, hvor klimakrisen, den mentale krise og de kapitalistiske strømninger, som ubarmhjertigt, stadig fiser ind og ud af systemerne. Tre økologier, som yderligere forgrener sig i endnu flere.

Kom forbi og være med!​

Der er gratis adgang.​

Det bliver “modereret” af Glenn Christian​​​

Arrangementet foregår på Nørre Søgade 43 og er organiseret i samarbejde mellem Københavns Kunstskole, Gigtskolen og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning. Vi glæder os til at se jer!​

Det virtuelle spøgelse - oplæg og debat

Dato: Fredag den 27. marts 2020 kl. 16.00 - 19.00

​Sted: Online

​På fredag aflyser vi elevudstillingen og udgiver i stedet udstillingskonceptet i form af en pdf, hvori den potentielle udstilling kan opleves.


Dette udstillingsprojekt hviler på hypotesen om potentialitet som det ikke-værende, som uerkendelig. En erfaring af potentialitet er dermed kun mulig, hvis potentialiteten også er potentialitet til ikke at gøre eller tænke noget. Udstillingen forbliver i potentialitetens tilstand, og overskrider dermed Hamlets problemstilling om at være eller ikke at være. Udstillingen indleder og indstiller sig selv, og man kan med rette vælge at kalde denne udstilling for en indstilling. I dette ligger der en vanskelighed for den logisk tænkende, da potentialitetens væren er en væren som består i endnu ikke at være.
Kunstværket er under skabelse og oplevelse underlagt dette kontradiktionsprincip; kunstværket er altid potentielt; urealiseret mellem skaber og den oplevende.

De udstillende er billedkunstlinjens elever på Københavns Kunstskole.

Københavns Kunstskole  |  Nørre Søgade 43, 1370 København K  |  Telefon: 3583 6082  |  E-mail: info@koebenhavnskunstskole.dk   |  CVR: 16121347