Surrealisme startede ud som en negation af en negation. Efter 1. verdenskrigs industrielle katastrofe og Dadas destruktion af sproget til nonsens og kakofoniske lyde, skulle verden, som den ér, totalt afvises, men en ny affirmation skulle redde det poetiske og det forunderlige. Ved hjælp af disse skulle en ny verden bygges oven på ruinerne af den gamle. Surrealisme huskes i dag primært som en billedkunstnerisk bevægelse og kunsthistorisk skole centreret omkring malere som Max Ernst, Rene Magritte og Salvador Dali. Fra begyndelsen i 1922 til omkring 1936 var det dog primært en litterær og filosofisk bevægelse, som søgte en surreel revolution, der først og fremmest skulle storme sindet samt afprøve andre veje til en alternativ form for viden. En radikalt billeddannende og associativ skrift blev set som et middel til at etablere nye myter og en ny moral for en verden, hvor mennesket kunne udfolde sit fulde potentiale i et profeteret fremtidigt samfund organiseret efter anarko-kommunistiske principper. Rimbauds fordring om at vi skal ændre os selv og Marxs higen efter at transformere verden blev opfattet som to sider af samme mønt.
Den ny skrift blev set som et radikalt demokratisk middel til at kortlægge menneskets indre rum og få dem til at smelte sammen med de ydre, samfundsmæssige, i en ny, vibrerende virkelighed. Den surreelle tilgangsmåde til at afdække disse skjulte potentialer blev taget fra okkultismen og den gryende psykoanalyse, hvilket fik Breton til i 1924 at definere surrealismen som ”ren psykisk automatisme”. Dette blev startskuddet på en heftig eksperimentering med ændrede bevidsthedstilstande, magi og politik, der efter 2. verdenskrig og Bretons død i 1966 udviklede sit eget liv med forfattere som for eksempel J. G. Ballard, Brion Gysin, William Burroughs og Robert Anton Wilson.
Fællesnævneren var, at de befandt sig i mellem kunsten og litteraturen, to størrelser de ønskede at bryde igennem for at nå et udvidet felt, hvor mennesket skulle sættes fri til at nå den utopiske horisont.
Efter 1960erne fandt mange af disse eksperimenter vej både ind i kunsten (for eksempel fluxus, mail art, performance/happening og konceptkunt) og ud i popkulturen, hvor de begyndte at blive benyttet på gadeplan, bl.a. inden for musikscener som postpunk og industrial. Disse tog Lautréamonts ord om at poesi(/kunst/musik/liv) bør skabes af alle til hjertet. Samtidig med at de med afsæt i mail art og Burroughs fortsatte eksperimenterne med cut-ups og automatisme, applikerede de metoderne på ikke bare kunst og litteratur, men også diverse nye medier, hvor specielt kredsen omkring det såkaldte Temple ov Psychick Youth i 1980erne aktivt eksperimenterede med at fremmane en anden verden gennem musik, performance og anvendelsen af et esoterisk skriftsprog kaldet TOPYspeak – udviklet af templets ypperstepræst Genesis P-Orridge – der kunne læses både bogstaveligt og med en skjult, kodet undertekst, hvor drøm og virkelighed var smeltet sammen.
Efter en gennemgang af eksempler på disse skriftstrategiske mål og metoder vil der afslutningsvist være en diskussion af disse virkemidlers aktualitet og relevans i en samtidig kontekst. Hvad kan de, og har vi stadig brug for poesiens kraft til at frisætte ubevidste drømme i en instrumentaliseret verden?
Af Kasper Opstrup, post.doc fra KUA.
Alle er meget velkomne til at kigge forbi og høre med. Fri entre.
Der vil være en billig torsdags bar, så husk guldmønter :)
Arrangementet er organiseret i samarbejde mellem Københavns Kunstskole, Gigtskolen og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning.